Valfart til kagetemplet i Lissabon
Artikel "klippet" fra Kristeligt Dagblad
Mikkel Larsen (mlarsen@kristeligt-dagblad.dk) – 22.03.2007
For især portugiserne synes det at være en nærmest religiøs oplevelse at sætte tænderne i et særligt sprødt bagværk fra en bestemt forretning
I Lissabon-kvarteret Belém ligger der to store turistattraktioner ikke langt fra hinanden.
Folk fra hele verden valfarter til for at se det imponerende Jeronimus-kloster bygget i Portugals storhedstid i 1500-tallet. I den himmelstræbende klosterkirke ligger søfareren Vasco da Gama og nationaldigteren Luís de Camões begravet i iøjnefaldende gravmæler.
En del springer dog over de historiske bygninger eller skynder sig igennem for så hurtigt som muligt at nå hen til den anden attraktion. Det drejer sig om et konditori lidt nede ad gaden. Eller rettere om stedets specialitet, det sprøde bagværk kaldet pasteis de Belém.
For især de lokale synes det at være en nærmest religiøs oplevelse at sætte tænderne i disse halvkugleformede, cremefyldte kager på størrelse med en mandarin. Sprøde cremekager (pasteis de nata) kan man få i stort set ethvert bageri i Portugal -- de er så udbredte, at det var dem, der blev valgt til at repræsentere Portugal i EU-initiativet Café Europa på Europa-dagen i 2006.
Kagerne fra Belém er dog noget helt, helt særligt, lyder det, når man spørger sig for.
Tilstrømningen er derefter. Hvis der ikke er plads ved de simple træborde i de kakkelklædte forrum, kan man følge duften gennem gangene ind til den store sal bagved.
På vejen kommer man forbi døren ud til køkkenet. Den holdes normalt lukket. Sikkerhedsforanstaltningerne er nemlig store for at hemmeligholde opskriften på de populære kager. Ikke engang de medarbejdere, der står og former kagerne eller passer ovnene, ved efter sigende, hvad der foregår i det lille aflukke, hvor ingredienserne blandes, og dejen og cremen bliver til. Kun tre mennesker i verden har adgang til det allerhelligste, ifølge stedets medarbejdere. Ejerne tager sig ingen chancer med deres guldæg.
Nærheden til klostret er mere end bare tilfældig. Historien bag er, at kagerne oprindelig blev bagt efter en hemmelig opskrift af lægmænd i klostret og solgt til lækkersultne forbipasserende.
Efter den liberale revolution i landet i 1820 blev klostrene lukket og de gejstlige smidt ud for en kort bemærkning. Det gav en driftig mand ved navn Domingo Rafael Alves mulighed for at købe den eftertragtede opskrift fra en desperat arbejdsløs bager. Alves begyndte produktionen i lokalerne et stenkast fra klostret i 1837, og hans efterfølgere har holdt traditionen i hævd lige siden. Inklusive hemmelighedskræmmeriet.
Det er en del af tiltrækningen. Ikke fordi de ikke smager fantastisk, disse små varme kager, som man dækker med puddersukker og kanel, inden man forsøger at spise dem på så klædelig en måde som muligt. Men det er måske det, der får én til at vente med at tørre fingrene og bede om endnu en portion, før man går.